Fernisering

Fernisering

Fernisering

Torsdag 2. januar 2025, kl. 19:00
Sognelængen, Frederiksværkvej 132, 3200 Helsinge

Kunstneren Helga Bugge henter især sin inspiration på sine daglige gåture i skoven og ved stranden ved Hornsherred. Hun frydes over at bo tæt på Isefjorden mod vest og Roskilde Fjord mod øst. Nordskoven - en af Danmarks største skove ligger kun 200 meter fra hendes dejlige hus. Naturen omkring hende er et overflødighedshorn af indtryk, som hun bruger i sine smukke kunstværker. Det kan være de dybe furer i ældgamle egetræers bark. Spor der er hundredvis af år gamle, væltede træer og bjerge af søgræs og tang skyllet op efter den sidste storm. Kontrasten mellem storm og stille… mellem lys og mørke… idyl og gru.

 FORDYBELSE OG LEG 

"Kunsten giver mig fordybelse og leg. Bevidsthed og intuition i stadig vekslen. Stædige eksperimenter. Langsommelige processer, mange stadier og muligheder. Udskårne motiver i træ og deres præg på papiret. Transparente farvelag i mange nuancer", fortæller Helga begejstret.

KRYDSFINÉR FRA SILVAN... 

Helga kastede i sin tid sin kærlighed på maleriets mange muligheder. Men det blev grafikken, der blev hendes helt store passion. Hun snitter sine fantastiske mønstre i træ (krydsfiner fra Silvan), en proces der kan tage lang tid, før hun er helt tilfreds. Derefter starter magien… farver rulles på træsnittet, papiret (silkepapir til at starte med og smukt japansk papir i slutfasen) lægges på træpladen og hele herligheden køres gennem den gamle valse. Ofte skal der fem farvelag til, før  Helga er helt tilfreds med resultatet. Der er uanede muligheder for at kombinere farver, papir og forskellige træplader. Dermed er hvert enkelt værk unikt. "Jeg er uddannet hos maler Allan Stabell. Medlem af Billedkunstnernes Forbund siden 1987. Jeg har altid betragtet mig som maler og kun maler. Men i 2018 fik grafikken tag i mig, og nu er maleren helt tabt til grafikken’", griner Helga. Helga Bugge har udstillet et utal af gange. Her vil vi blot nævne et par af udstillingerne: Kunstnernes Efterårsudstilling, Påskeudstilling og Sommerudstilling, Albertslund Rådhus, Den Frie Udstillingsbygning, Hotel Lindenhof i Borken Tyskland, Holstebro Kunstmuseum, Hillerød Bibliotek, Annaborg Hillerød, Dronninglund Kunstcenter og Kældergalleriet i Torup.

FERNISERING OG JAZZCAFE

Der er fernisering i Sognelængen torsdag den 2. januar kl. 19.00, og som sædvanligt er der jazzcafé fra kl. 20.00 med Pastor Porsagers Jazzkapel.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed